Acoustic Lounge

Acoustic Lounge
– SOUL, JAZZ & JINGLE BELLS
I maj 2019 gik Acoustic Lounge i studiet, hvor de pyntede op til jul, spiste klejner og drak gløgg med det formål at skabe den rette stemning til indspilningen af deres jule-EP This Christmas. EP'en udkom samme år og består af tre veludvalgte juleklassikere. De tre numre fortolkes med lige dele respekt for originalerne, nytænkning og Acoustic Lounges tilbagelænede, varme lyd.
Det blev starten på deres årlige julekoncerter rundt om i landet.
Her bliver publikum inviteret indenfor til en intim og hyggelig oplevelse. I vil blive præsenteret for en række velkendte internationale og danske juleklassikere såsom Winter Wonderland, Når Du Ser Et Stjerneskud og Dejlig Er Jorden.
Af nyere numre kan nævnes den danske Hvad Er Det Der Gør Jul Til Noget Særligt og The Love, skrevet af Acoustic Lounges pianist og sanger Søren Baun, der er kendt for sin stærke og indlevende vokal.
I Acoustic Lounge er trommeslageren fyret og erstattet med to percussionister, der koncerten igennem skaber et stemningsfuldt vinterlandskab med percussioninstrumenter fra hele verden. Den sammentømrede percussionduo Mikkel Schnettler og Michael Hartvig har spillet sammen i over 20 år. Derudover består Acoustic Lounge af den velrenommerede danske bassist Jesper Bodilsen og den virtuose ungarske saxofonist Gabor Bolla.
Acoustic Lounge har udgivet to albums. Det seneste album, Alone Together, er blevet taget godt imod på diverse streamingtjenester, og nummeret Black and Gold har haft over 250 afspilninger på P8 Jazz.
Kom ind i varmen til en hyggelig stund med Soul, Jazz & Jingle Bells.
Musikere
Søren Baun – vokal og klaver
Gabor Bolla – saxofon
Jesper Bodilsen – bas
Mikkel Schnettler – percussion
Michael Hartvig – percussion
Jesper Bodilsen – bas
Vinder af Django d'Or-prisen i 2004 som ”Performer of the Year”. Jesper har turneret over hele verden og har arbejdet med bl.a. Brad Mehldau, Phil Woods, Gregory Porter, Marc Turner, Bill Frisell, James Mody, Benny Golson, Seamus Blake, Jeff ”Tain” Watts og Gino Vanelli.
Gabor Bolla – saxofon
I 2004 modtog Gabor Hans Koller-prisen som ”Årets Talent” i Østrig, og i 2005 vandt Bolla-kvartetten både Grand Prix og Prix du Public på Avignon Jazz Festival i Frankrig. I 2006 vandt han Hans Koller-prisen – ”New York Stipendium”. I løbet af det sidste årti har han arbejdet med Mike Stern, Randy Brecker, Gary Peacock, Kirk Lightsey, Alvin Queen, Jimmy Wormworth, Billy Drummond, Robert Hurst, Alex Riel, DR Big Band og mange flere.
Søren Baun – vokal og klaver
Sanger, pianist, sangskriver og arrangør. Han har udgivet fem singler i eget navn og albummet Baun On Beatles – Live at The Village i 2019. Søren har spillet med mange artister på scenen og i studiet, heriblandt Hans Ulrik, DR Big Band, Claudia Campagnol, Touché Vocal Jazz Ensemble, Simon Spang-Hanssen, Omar LyeFook og Victor Jones.
Michael Hartvig – percussion
Grundlægger af bandet. Han har spillet med mange forskellige danske artister og bands gennem de sidste 20 år. Michael har studeret percussion på Cuba og er et rytmisk legebarn med et kæmpe setup af lyde fra hele verden.
Mikkel Schnettler – percussion
Grundlægger af bandet. Percussionist, producer og multiinstrumentalist. Han har indspillet og turneret med mange forskellige kunstnere, bl.a. Django Bates, DR Big Band, Simon Spang-Hanssen, Zididada, Annette Heick, Rasmus Nøhr og Karen Mukupa.
Pris
Almindelig billet: 180 kr.
Medlemmer af Svanekegaardens Venner: 160 kr.
Unge under 25 år: 100 kr.
Alle priser er inklusive billetgebyr.
Skippergade 2-8
3740 Svaneke