Fräulein

Fräulein
– og så har de spillet på Wonder!
Anna, Emil og Jeppe mødte hinanden i Odense for otte år siden og fandt ud af, at de var skabt for hinanden. Den kreative energi i deres nye venskab blev dog først rigtigt forløst på en efterfølgende sommerhustur, der endte med at definere deres fremtid.
Her transformeredes deres entreprenante egoer fra at løbe i hver sin retning som tre vilde heste til at løbe sammen i et spand.
De gik fra misundelse til respekt for hinanden og omdirigerede deres respektive styrker til fællesskabet, og i løbet af kort tid skrev de 10 sange.
Med grænserne frigjort blev det efterfølgende til 100 sange i løbet af et år.
Bandet, der består af de tre gode venner, har vundet konkurrencer arrangeret af både Jelling Festival og Tinderbox, hvor både jury og publikum gav flertallet af stemmerne til trioen.
Deres debutalbum rystede et par radiohits ud, specielt singlen Hvad vil du ha', og derefter skrev bandet VM-sangen Vi gør det hele igen til kvindelandsholdet i fodbold.
Bandet har spillet live en del gange, og specielt deres optræden på SPOT Festival samt deres supportjobs for bl.a. Love Shop og optrædener på sommerfestivaler som Smukfest, Wonderfestiwall, Jelling og Midtfyn har åbnet flere døre for dem.
Trioen starter et nyt forløb i 2026 med udgivelsen af nye sange på flere EP'er, der bindes sammen til et album.
Anna – vokal og guitar
Anna voksede op i Esbjerg med sin fars fascination af amerikanske hotrod-biler og med rockabilly og Lynyrd Skynyrd på anlægget. En koncert med The Police i Aarhus var dog et vendepunkt i livet, og samme dag købte hun en guitar og gik i gang med drømmene. Anna har også været trommeslager i et punkband og havde som ret ung grønt hår, nitter og hanekam, hvor hun gjorde oprør mod den hyggelige, borgerlige opvækst.
Inspirationerne tæller Joni Mitchell, Kate Bush, Jack Antonoff, Taylor Swift, Lorde, Anne Linnet, Linda Perry, Portishead, Bruce Springsteen, The Cure og Fleetwood Mac.
Emil – bas, guitar og keyboards
Emil voksede ligesom Anna op med Green Day i teenageårene, hvis kombination af energi og melodi satte sine spor. ”Min far tog mig med til en Kashmir-koncert, da jeg var 11 år, og det blæste mig helt væk.”
Han voksede op i et skolelærerhjem og blev sendt til klaverundervisning i 0. klasse hos den disciplinære Lilian. Senere kastede han sig over sin fars nyindkøbte guitar, som åbenbarede en ny retning for Emil. Som 16-årig vandt han – i bedste crowdsurfende stil – titlen som bedste guitarist under en Emergenza-musikkonkurrence. Siden blev det dog bassen, Emil for alvor endte med at kaste sin kærlighed over.
Emil spiller under påvirkning af Royal Blood, The Big Bang, D-A-D, Kashmir, Taylor Swift, Katy Perry, Simon & Garfunkel, Bonnie Light Horseman, Goldfish, Green Day, Diana Krall, Chet Baker og The Beatles.
Jeppe – trommer
Jeppe er ligesom Emil opvokset i Odense, et sted i tonernes verden, og han var på stikkerne, før han kunne gå. Som 10-årig begyndte hjertet for alvor at banke for trommerne, da han startede til undervisning. Forældrene brugte kort efter deres begrænsede SU på et trommesæt, og så var kursen lagt.
Efter mødet med Emil og Anna for otte år siden er beatet banket på plads, ikke mindst under pandemien, hvor det blev til op mod fem timers dagligt trommespil, når bandet ikke kunne mødes og spille sammen.
Inspirationer: Fleetwood Mac, Radiohead, Stanley Donwood, Michael Strunge, Kate Bush, Future Islands, Patti Smith, Bruce Springsteen, David Bowie og Prince.
Navnet Fräulein
Udtales: frøjlajn. Trods umlaut og formindskelsesendelsen i navnet er bandet pæredansk. De var inviteret til møder på flere pladeselskaber og havde endnu ikke fundet på et bandnavn, da en indkommende tekstbesked fra en veninde i Tyskland blev italesat på vej op ad trapperne til et af møderne.
Bonusinfo om Fräulein
”Vi er alle sammen nogle kæmpe nørder, som elsker at spille mærkelige brætspil og PlayStation – og ikke mindst er vi helt vilde med Star Wars. En anden fælles interesse i bandet er god kaffe.”
Pris
Almindelig billet: 240 kr.
Medlemmer af Svanekegaardens Venner: 220 kr.
Unge under 25 år: 150 kr.
Alle priser er inklusive billetgebyr.
Skippergade 2-8
3740 Svaneke