Hvalfugl

Hvalfugl

Hvalfugl

– Dirrende nærvær, ambiente klange og lyriske melodier

VINTERJAZZ 2027

Dirrende musikalsk nærvær, ambiente klange og stærke melodier går op i en højere enhed, når trioen Hvalfugl indtager scenen. Jonathan Fjord Bredholts elegante klaverfigurer og sfæriske klangflader spillet på harmonium flettes sammen med Jeppe Lavsens krystallinske guitartemaer og Anders Juel Bomholts vuggende kontrabas på en måde, der skaber både enhed og stor detaljerigdom – og en sjældent engagerende liveoplevelse.

Om Hvalfugl (2026)

Hvalfugl er en aarhusiansk trio, der skaber musik præget af et dirrende nærvær, ambiente klange og lyriske melodier. Siden deres debut i 2017 har trioen etableret sig som en af Danmarks mest særegne instrumentale grupper med en lyd, der bevæger sig frit mellem genrer. Hvalfugl kombinerer et sammensmeltet samspil med drømmende ambient og musikalsk tålmodige forløb, hvor smukke melodier langsomt folder sig ud for lytteren.

Trioen består af Jonathan Fjord Bredholt (klaver og harmonium), Jeppe Lavsen (guitar) og Anders Juel Bomholt (kontrabas). Deres samspil balancerer varme akustiske klange med diskret brug af effekter, hvilket skaber et distinkt musikalsk udtryk, der både er intimt og insisterende.

Som liveorkester er Hvalfugl kendt for deres nærvær og evne til at skabe helhedsoplevelser. Publikum inviteres ind i et musikalsk univers af sublim skønhed, hvor kompositionerne flettes sammen til sammenhængende og engagerende forløb, der både berører og begejstrer. Netop for deres liveoptrædener blev de hyldet i 2025, da de modtog prisen Årets Livenavn ved DMA Jazz.

Hvalfugl har gennem årene markeret sig som en trio, der konstant udvikler deres musikalske univers og udforsker nye retninger. Med deres første tre albums, By (2017), Som En Faldskærm (2019) og Øjeblikke Vi Husker (2020), lagde de fundamentet for deres drømmende og sfæriske lyd. På den seneste samlede dobbelt-LP, Bag Vore Øjne Strømmer Drømme Sagte Forbi (2025), forener Hvalfugl tre års arbejde og EP-udgivelser i ét værk. Med nysgerrighed og lyst til at eksperimentere med både nye musikalske idéer og gæstemusikere tilføjer de endnu flere unikke elementer til trioens udtryk.

Pris
Almindelig billet: 200 kr.
Medlemmer af Svanekegaardens Venner: 180 kr.
Unge under 25 år: 100 kr.

Tidspunkt
Dato:
28-02-2027 | Søndag
Tidspunkt:
15:30 - 17:30
Sted
Svanekegaarden
Skippergade 2-8
3740 Svaneke
Arrangør
Svanekegaarden
Skippergade 2-8
3740 Svaneke
+45 56 49 73 72
booking@svanekegaarden.dk
Billeder på FeelBornholm er ophavsretligt beskyttede og må ikke anvendes uden tilladelse.