Kanonaffyring – krudt, grin og et ordentligt brag

Kanonaffyring – krudt, grin og et ordentligt brag
“Det er skide farligt!” Så er tonen sat, når formidlerne på Bornholms Middelaldercenter tager publikum med ind i middelalderens verden af krudt og kanoner. Sproget er bramfrit, humoren smittende, og både børn og voksne bliver hurtigt en del af showet.
Samtidig er der masser af historie og formidling bag løjerne. De frygtindgydende sortkrudtsvåben vækkes til live, mens luften fyldes med duften af svovl og krudtrøg, og spændingen langsomt bygger sig op frem mod det brag, der kan mærkes i både jord og brystkasse.
Du ser, hvordan kanonen lades, og undervejs fortæller formidlerne om de tidlige ildvåben, der var med til at ændre krigskunsten for altid. Du hører om våbnenes historie, fundene bag rekonstruktionerne og den teknologi, som for mere end 500 år siden både imponerede, skræmte og fascinerede mennesker.
Centrets kanon er en kopi af en skibskanon fra omkring år 1400, som blev fundet i havet ud for Anholt. Kanonen har samtidig en helt særlig plads i Bornholms Middelaldercenters egen historie. Før landsbyens huse og den befæstede stormandsgård kom til, begyndte det hele med en omrejsende kanon og en gruppe historieentusiaster.
Når lunten nærmer sig fænghullet, stiger forventningen blandt publikum. Et glimt af ild, en tæt sky af hvid røg og et rungende drøn giver en meget konkret fornemmelse af middelalderens krudtvåben. Det er historie, du ikke bare ser og hører – den kan mærkes.
Efter affyringen er der mulighed for at komme tættere på våbnene og stille spørgsmål til formidlerne om middelalderens krudtvåben og deres anvendelse.
Ekstra skudoplevelser i skoleferierne: I udvalgte ferieperioder demonstreres også de håndholdte hagebøsser, som affyrer deres egne imponerende salutter og giver et endnu større indblik i middelalderens skydevåben.
Stangevej 1
3760 Gudhjem
Stangevej 1
3760 Gudhjem