Køppe Contemporary er et internationalt galleri og en præsentationsplatform for skulpturelle objekter i krydsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk. Galleriet ligger ved Rønne Havn og viser værker af kunstnere, der arbejder undersøgende og eksperimenterende med materialer som keramik, glas, træ, metal og tekstil.
Galleriet er grundlagt af arkitekt Bettina Køppe, som har mange års erfaring som kurator inden for contemporary objects. Hos Køppe Contemporary præsenteres værker på et højt kunstnerisk niveau, hvor traditionelle teknikker, materialernes historie og håndværkets kvaliteter møder nutidige fortolkninger og personlige kunstneriske udtryk.
Her kan man opleve både skiftende udstillinger og et udvalg af værker fra galleriets faste kunstnere. Fælles for værkerne er en stærk materialeforståelse, høj håndværksmæssig kvalitet og en tydelig interesse for objektets betydning – både som form, fortælling og kunstnerisk udsagn.
I forbindelse med galleriet har den anerkendte keramiker Michael Geertsen sit værksted. Han er en af Danmarks markante keramiske kunstnere og arbejder med skulpturel keramik, hvor tradition, designhistorie og keramikkens formsprog udfordres og gentænkes i et nutidigt udtryk.