Rispebjerg ved Pedersker er et af Bornholms mest bemærkelsesværdige arkæologiske områder. På det højtliggende næs ved Øle Å mødes sporene efter et monumentalt samlingssted fra yngre stenalder og Bornholms største forsvarsværk fra jernalderen.
For omkring 5.000 år siden var Rispebjerg omgivet af kraftige træpalisader. Inden for dem stod en række cirkulære konstruktioner bygget af store træstolper – anlæg, som arkæologerne betegner som woodhenges. Fund af brændte dyreknogler, flintøkser, ornamenterede lerskiver og små skifersten med indridsede solmotiver tyder på, at stedet blev brugt til ceremonier og ofringer. De tempellignende anlæg kan derfor have fungeret som et samlingssted med tilknytning til solen og årets gang i stenalderens bondesamfund.
På området er placeringen af en af de cirkulære stolpekredse markeret med træstammer. Rekonstruktionen gør det lettere at forestille sig de store anlæg, som engang rejste sig på bakken, mens størstedelen af Rispebjergs arkæologiske spor fortsat ligger beskyttet under jorden.
Mere end 2.500 år senere blev næssets naturlige skrænter udnyttet til en stor tilflugtsborg. Borgen blev beskyttet af volde, voldgrave og træværk og omfattede sammen med den ydre ringvold et område på omkring 4,5 hektar. Anlægget blev sandsynligvis opført kort efter år 0 og var i brug gennem en stor del af romersk jernalder. Her kunne befolkningen fra de omkringliggende bygder søge tilflugt i perioder med uro og angreb.
Når man går gennem området i dag, opleves historien ikke som store ruiner, men som spor i terrænet: voldene, det højtliggende næs, skrænterne mod Øleådalen og de markerede arkæologiske anlæg. Informationstavler hjælper med at sætte landskabet i perspektiv og viser, hvordan Rispebjerg gennem årtusinder har været både samlingssted, helligområde og forsvarspunkt.
