Borgehoved ligger i Rø Plantage og er en lokal tilflugtsborg. Den er endnu ikke dateret, og der er aldrig foretaget arkæologiske udgravninger, så meget står fortsat hen i det uvisse.
Borgen er opført på en klippeknude og ligger cirka 3 km fra kysten i et svært tilgængeligt område. Den høje placering og de stejle skrænter har givet borgen en naturlig beskyttelse.
Det kan være svært umiddelbart at se rester af selve borganlægget, men hele klippeknuden er blevet ryddet for træer og anden bevoksning, så man tydeligt kan fornemme det store område, borgen har dækket. Det samlede borgareal er hele 3,2 hektar.
Der findes to indgange til borgen – en mod nord og en mod syd.
Som tegn på, at borgen har været i brug, findes der flere hulveje, som fører op til området. Der er desuden optegnelser om fem bautasten fra bronze- eller jernalderen, som har stået lige uden for borgområdet. I 2012 blev der foretaget undersøgelser med metaldetektor, dog uden større held.
Borgen blev fredet i 1890, og hele området ejes i dag af Naturstyrelsen.
Borgehoved er absolut et besøg værd – også selvom der i dag kun er få synlige tegn på, at der engang lå en borg. Hele området omkring Borgehoved er et smukt og betagende landskab, og der er kun en kort gåtur til den idylliske Borgedalssø. Se desuden Naturstyrelsens skiltning med markerede vandrestier i området.