Kultippen

Syd for Hasle bryder Kultippen markant med det grønne kystlandskab. Her åbner skoven sig mod et tørt og næsten ørkenagtigt terræn af lysegrå skrænter, rustfarvede flader og dybe render, som regnvandet har skåret gennem de løse jordlag. Vegetationen er sparsom, og det åbne landskab strækker sig helt ud mod Østersøen. Det kan ligne et usædvanligt naturfænomen, men Kultippen er skabt af Bornholms industrielle historie.

Under kulbrydningen ved Hasle i 1940’erne blev kullet sorteret fra store mængder sand, grus, ler, kulstøv og andet restmateriale. Materialet blev læsset i tipvogne, kørt ud til kysten og tippet ud over kanten. Lag efter lag voksede den kunstige odde frem, og navnet Kultippen henviser til denne måde at deponere materialet på. En opstilling med tipvogne på området minder i dag om den transportform, der blev brugt under arbejdet.

Det særprægede udseende skyldes ikke kun de store mængder opgravet materiale. Aflejringerne indeholder blandt andet mineralet pyrit, også kendt som svovlkis eller narreguld. Når pyrit udsættes for luftens ilt og regnvand, oxiderer mineralet, og der kan dannes syre og jernforbindelser. Det bidrager til et meget surt miljø, hvor kun få planter kan få fodfæste. Jernforbindelserne er samtidig med til at skabe de rustrøde, gullige og brunlige nuancer, som ses flere steder i terrænet.

Regnvand har gennem tiden skåret render og kløfter gennem de løse aflejringer, og landskabet ændrer fortsat karakter gennem erosion. Kultippen er derfor ikke blot et afsluttet industriminde, men et sted, hvor menneskeskabte jordlag langsomt formes videre af naturens egne processer.

Kontrasten er en stor del af oplevelsen. På den ene side ligger Hasle Lystskovs grønne bevoksning, på den anden det åbne hav, og imellem dem breder det næsten vegetationsløse terræn sig. Fra de ujævne højder er der udsigt over Østersøen, og mod aftenen ligger stedet åbent mod solnedgangen i vest.

Kultippen er både et markant spor efter Bornholms kulindustri og et sted, hvor industrielle aflejringer, kemisk forvitring og erosion kan opleves direkte i landskabet. Her er tidligere tiders restmaterialer blevet til et af Bornholms mest særprægede menneskeskabte naturfænomener.