Balka

Balka Strand
Balka

Balka er et meget efterspurgt ferieområde, som ligger mellem Nexø og Snogebæk. Det er et oplagt udgangspunkt for en uforglemmelig ferie med direkte adgang til Balka Strand.

Balka er især kendt for sin fantastiske badestrand med fint, hvidt sand og lavt vand, hvilket gør stranden særdeles børnevenlig. Her samles både lokale og feriegæster for at nyde afslappende dage på stranden eller gå ture langs den smukke kystlinje. I sommerperioden er der livreddere til stede samt mulighed for leje af surfudstyr, vandcykler og liggestole.

I den nordlige ende af Balka Strand ligger den lille og hyggelige Balka Havn. Fra molen har man en flot udsigt over hele Balka Bugt, ligesom man kan se Lange Skanse og kigge ind mod Nexø Havn.

Nord for Balka Havn ligger det smukke naturområde Balka Lyng, som er Danmarks eneste sandstenhede, og hvor den 600 meter lange Lange Skanse strækker sig gennem landskabet. Herfra kan man gå den cirka 3 kilometer lange tur ind til Nexø, hvor man også passerer Bornholms bedste fuglelokalitet. Her er det muligt at benytte fugletårnet for en bedre udsigt.

I den sydlige ende af Balka Strand ligger Snogebæk, som er et hyggeligt fiskerleje med mange sommeraktiviteter, restauranter, en ikonisk bar med levende musik, kunsthåndværkere, røgeri, butikker og forskellige delikatesser. Kombinationen af Snogebæk og Balka Strand er elsket af mange og udgør en af Bornholms mest populære sommeroaser.

Balka

Video

Fra molen på Balka Havn er der udsigt mod Lange Skanse og Balka Strand. Videoen er optaget lige før solnedgang, hvor himlen får flotte farver, og stemningen er rolig og afslappende.

Aftensstemning ved vandkanten på Balka Strand med lav sol og dovne bølgeskvulp. Optaget pinseaften 2026.

Populære besøgsmål

Billeder på FeelBornholm er ophavsretligt beskyttede og må ikke anvendes uden tilladelse.